Der findes mange forskellige problemstillinger inden for synstræning.
Det er ikke altid, jeg lige får skrevet om netop det, der driller dig. Men måske kender du en, som har det problem, jeg skriver om. Og så vil jeg blive glad, hvis du vil dele dette blogindlæg.
I dag skal mit indlæg handle om det, der i daglig tale kaldes et dovent øje. I fagsprog hedder det amblyopi.
Dovent øje
Et dovent øje har man, når synet er nedsat på det ene øje i forhold til det andet. I fagsprog kaldes dette en dårligere visus.
Øjet har ikke lært at se ordentligt under udviklingen af synet.
Der kan være flere årsager til, at hjernen ikke vil arbejde med øjet. En af årsagerne kan være, at der er en stor styrkeforskel i øjnene, som ikke er blevet opdaget i tide.
Et dovent øje kan forbedres
Har du et barn, hvor dette er tilfældet, kan der sagtens gøres noget for at forbedre det dovne øje.
Med synstræning kan du træne øjet til at se bedre, til at blive brugt bedre, og du kan tilmed forbedre barnets samsyn.
Du kan bestille tid til en screening, så jeg kan hjælpe dig til at vurdere, om synstræning kan afhjælpe og forbedre dit barns dovne øje.
Der kan stadig gøres noget, også selvom dit barn er over 7 år.
Skriv til helle@synstræning-horsens.dk eller ring på tlf. 4033 8864.
Hvad kan du gøre
Du kan lægge mærke til, hvordan dit barn bevæger sig, holder hovedet, griber, ser på billeder og leger.
Lidt ældre børn holder sig tit for det ene øje eller har håret ned foran det øje, som ikke bliver brugt.
Ved de helt små børn kan det være svært at se, da de typisk ikke kan mærke forskel, og de kan heller ikke fortælle, at der er noget galt med det ene øje.
Fra omkring 3-års alderen kan du selv tjekke højre og venstre øje hver for sig.
Du skal sidde med dit barn på skødet, hvis barnet er så lille. Du kan evt. bruge en sørøverklap eller holde din håndflade foran det ene øje.
Du skal være sikker på, at dit barn ikke kan se med det tildækkede øje.
Brug en bog der indeholder figurer af forskellig størrelse. Dit barn skal pege på det, du siger.
Start gerne med noget der er stort, og lad det så blive mindre og mindre.
Først undersøges det ene øje og så det andet.
Hvis dit barn ser dårligt på det ene øje, så vil de mindste børn typisk forsøge at skubbe håndfladen væk fra det gode øje eller dreje hovedet.
Hvis der er tale om et ældre barn, kan det fortælle dig, at der er forskel på, hvad det ser.
Hvis du stadig er i tvivl så tøv ikke med at kontakte mig på helle@synstraening-horsens.dk
Hilsen
Helle
Skriv et svar