Synstræning skal få dit samsyn til at fungere optimalt. Det vil sige, hvordan øjnene arbejder sammen og bevæger sig i forhold til hinanden. Derfor skal vi arbejde med koordinering af øjenmusklerne, fiksering (øjendrejning mod samme sted) og fokusering (synsskarpheden) i øjnene. Det gør vi med forskellige træningsøvelser, som er individuelt tilpasset dig eller dit barn. Jeg ser på hele kroppen, og jeg henviser videre til læger/øjenlæger, kiropraktorer, fysioterapeuter o.a. hvis der er andre ting, som også kan hjælpe.
Individuelt tilpasset træningsprogram
I alt indeholder træningsprogrammet 40 forskellige øvelser, hvorfra det individuelle program sammensættes. Det er ikke sikkert, det er alle 40 øvelser, du skal igennem. Du får 4-5 øvelser med hjem hver gang, og de skal trænes 20 minutter dagligt.
Hos børn med dårligt samsyn kan det være svært at skulle træne i 20 minutter. De bruger mange ressourcer på at holde styr på alle deres sanser, og har derfor et begrænset overskud til at holde koncentrationen. Derfor er det meget vigtigt, at den ene forældre/voksne er motiveret til at holde gejsten oppe under hele træningen.
Træning med tablet
Meget af synstræningen foregår ved en PC, men der vil også være fysiske øvelser. Derfor vil der blive udleveret diverse træningsudstyr til hjemmebrug. Udstyret er til låns, mod betaling af et depositum. Jeg følger det dansk udviklede træningsprogram EYEBAB, hvortil du modtager login til hjemmesiden.
De forskellige konsultationer
Hele forløbet starter altid med en screening, så både du og jeg er sikre på, hvilket behov du har. Nedenfor kan du læse mere detaljeret, hvad de forskellige konsultationer indeholder:
Screening
Første forundersøgelse, afdækning af behov
Screeningen skal afdække, om der er behov for synstræning. Her sammenholdes screeningens resultat med de gener du/dit barn har. Det er en uforpligtende forundersøgelse, hvor I får et overordnet indblik i, om synstræning kan afhjælpe problemet.
Varighed ca. 45 min.
Opstart
anden konsultation, udarbejdelse af træningsprogram
En grundig undersøgelse, hvor samsynet undersøges mere detaljeret. Jeg undersøger, om det er svært at fokusere rigtigt på afstand og nært samt synsskarpheden. Hvis det ikke er i orden, har man f.eks. svært ved at se i 3D. Desuden undersøges kropsmotorikken. Hvordan balancen og koordinationen er i samarbejdet mellem krop og øjne. Her vil man kunne se, hvordan reaktion og afstandsbedømmelse er, og om det perifere syn (sidesynet) bliver brugt. Derfor er det vigtigt for kvaliteten af undersøgelsen, at det ikke bliver for sent på dagen, da øjnene så vil være for trætte.
Ud fra opstarts konsultation laver jeg et individuelt synstræningsforløb, hvor der bliver udleveret en kode til dit personlige øvelsesprogram på internettet. Til sidst gennemgår vi de 4-5 øvelser, der skal trænes på 20 minutter dagligt. Herefter aftales en tid til et kontrolbesøg 2-3 uger efter.
Varighed ca. 120 min.
Kontrolbesøg
efterfølgende – hver 2-3 uge.
Ved hvert kontrolbesøg evaluerer vi træningen. Vi ser på, om der er øvelser, der skal bruges yderligere, ellers kommer der 4-5 nye på, som vi gennemgår sammen. Der vil typisk være 6-10 kontrolbesøg i et synstræningsforløb. Det er vigtigt, at du/dit barn har disciplin til at få trænet hver dag. Ellers giver øvelserne ikke nok, og resultatet vil blive dårligt.
Varighed ca. 50 min.
Evaluering
efter 4-6 måneder.
Efter ca. 6 måneders synstræning er der et kontrolbesøg, hvor vi afslutter forløbet.
Du har nu et samsyn, der fungerer!
Børnene får naturligvis et diplom som bevis for deres store indsats.